Elevernes digitale hverdag
På Klostermarksskolen ser vi mobiltelefoner og digitale medier som naturlige elementer i elevernes hverdag – og vi ser positivt på brugen af digitale medier og de muligheder, disse giver.
På den baggrund insisterer vi imidlertid på at fremme dannelsen af en god, etisk, fornuftig og tidssvarende digital kultur – en digital dannelse.
Klostermarksskolen har derfor en tydelig og kendt politik for 0.-10. klasse samt et regelsæt for anvendelsen af mobiltelefoner, tablets mv. i både undervisningen og pauserne.
Mobiltelefoner og computere må ikke være et forstyrrende element i undervisningen.
Ligeledes må mobiltelefon og computer ikke blive en genstand, der har negativ indflydelse på børnenes sociale udvikling – men man skal ikke underkende deres sociale funktion i nutidens ungdomskultur.
Digital dannelse
I forbindelse med anvendelsen af computer, mobiltelefoner, smartwatches og digitale medier gælder det for Klostermarksskolen:
- at vi vil fremme dannelsen af en god, fornuftig og tidssvarende kultur ved, at der sættes kontinuerligt fokus på brugen af digitale midler og net-etik i undervisningen på alle årgange
- at mobiltelefoner kan indarbejdes og bruges som et effektivt læringsredskab i undervisningen
- at vi vil give eleverne en digital dannelse, hvor der som en naturlig del af undervisningen arbejdes med opførsel, digitale spor, kildekritik mm.
Regler og retningslinjer
– for anvendelse af mobiltelefoner og andre digitale enheder
0.-2. klasse:
Brug af mobiltelefoner, iPads, smartwatches og aktivitetstrackere er ikke tilladt i skoletiden – dette gælder både timer, frikvarterer og i Myretuen. Hvis en elev har et særligt behov for at medbringe en mobiltelefon, skal den være slukket og ligge i tasken.
3.-8. klasse:
Brug af mobiltelefoner, iPads og lign. er ikke tilladt i timerne. Hver klasse har en kasse til mobiltelefoner. Mobiltelefonerne afleveres ved skoledagens begyndelse – i slukket tilstand – og udleveres igen ved skoledagens afslutning.
Mobiltelefonen samt iPads kan naturligvis tages i brug, hvis undervisningen kræver det.
I Myretuen må 3. klasse modtage samt besvare sms og opkald ved pulten sammen med en voksen.
9.-10. klasse:
Brug af mobiltelefoner er ikke tilladt i timerne. Hver klasse har en kasse til mobiltelefoner. Mobiltelefonerne afleveres ved timens begyndelse – i slukket tilstand – og udleveres igen ved timens afslutning. Vi anbefaler dog, at eleverne har disse slukket i frikvartererne også.
Mobiltelefonen kan naturligvis tages i brug, hvis undervisningen kræver det.
Lærerne kan beslutte, om eleverne i en periode skal være mobilfri hele dagen.
4.-10. klasse:
Eleverne har rådighed over deres medbragte pc hele dagen, og de har selv ansvaret for den.
At have ansvaret for egen computer indebærer:
– at computeren er opladet ved starten af hver skoledag
– at eleven medbringer lader til computeren.
(- at eleven pakker computeren ned i tasken i frikvartererne.)
– at følge skolens cyberstrategi.
Forældrenes ansvar
Det er forældrenes ansvar, at elevernes computere er velfungerende.
Kig evt. på vejledningen: Vejledning til forældre – Ha’ tjek på dit barns computer
Fokus på undervisningen
Vi ved, at elevernes læring påvirkes negativt, når de er optaget af andet end undervisning. Elevernes brug af computer skal derfor kun ske, når det er relevant, og man må således kun besøge undervisningsrelevante hjemmesider. Læreren styrer på baggrund af målene for timen, hvornår computeren skal bruges i undervisningen. Computeren skal ved timens start være slukket.
Den enkelte elevs computer tilhører ikke skolen, og den opfattes derfor ikke af skolens forsikring. Det er hjemmets egen indboforsikring, der skal dække en skade – uanset om skaden sker i hjemmet eller på skolen.
Hvis en elev er skyld i en skade på en andens computer, så behandles dette krav først overfor computer-ejerens(forældrene) indboforsikring. Indboforsikringen retter derefter krav mod den ansvarsforsikring, som den skadevoldende elevs forældre har for eleven. Dette gælder også for mobiltelefoner og andre devices.
Hvis principperne brydes
Hvis principperne ikke overholdes, inddrages mobiltelefon/smartwatch med besked om, at den kan hentes på kontoret eller hos læreren, når skoledagen er slut. Ved gentagende brud på ovenstående kontaktes hjemmet.
En elevs u-etiske brug af mobiltelefonen eller digitale medier meddeles hjemmet af ledelsen.
Specielt til børnene:
- Tænk dig om, når du bruger din mobiltelefon i skolen.
- Brug ikke nedsættende/ diskriminerende, hånende sprogbrug om andre eller til andre.
- Send ikke trusler til andre – det er strafbart, og det er mobning.
- Lad dig ikke fotografere/optage, hvis du ikke er helt sikker på, hvad billedet eller filmen skal bruges til.
- En person på et billede kan altid kræve billedet slettet.
- Billeder med personer på må ikke lægges på internettet, medmindre personernes forældre har givet skriftlig tilladelse til det.
- Lad være med at bruge mobiltelefonen til at løse konflikter.
- Kontakt en voksen på skolen, hvis der er brug for det. Ring ikke til din mor eller far.
- Dine koder er personlige. Del dem ikke med andre!
- Ifølge dansk lovgivning er det forbudt at bruge en andens mobiltelefon eller computer uden samtykke.
Specielt til forældrene:
Det er vigtigt, at man som forældre overvejer, hvornår og hvorfor barnet skal have en mobiltelefon med i skole. Vores anbefaling er, at en mobiltelefon primært skal være en hjælp i forhold til transport til og fra skole, hvilket også er retningsgivende for, hvornår barnet har brug for en mobiltelefon – nemlig når barnet skal til at klare skolevejen alene.
Som forældre er det yderste sjældent, I har behov for at ringe til jeres børn i skoletiden. Vi mener også, at børnene har det bedst med, at dagens aftaler er på plads, inden de kommer i skole.
Vi er klar over, at der ligger et stort pres på forældrene med hensyn til indkøb af mobiltelefon. Derfor er forældresamarbejdet i klassen en stor hjælp. I nogle klasser har forældrene lavet aftaler indbyrdes for at udskyde tidspunktet for, hvornår det er nødvendigt at have den ekstra udgift mobiltelefonen er.
Mobiltelefonen er ikke nødvendig for at skabe venskaber, selvom det i dag kan komme til at lyde sådan, og den kan også være en hæmsko i forhold til nærvær i samværet.
Hvis dit barn ringer til dig i skoletiden om en konflikt, hjælper du bedst ved at opfordre til, at de selv prøver at løse konflikten, eller at de kontakter en voksen på skolen.
Begynd ikke at løse konflikten for dit barn. Personalet på skolen, Myretuen og Klubben har den faglige kompetence til at vurdere den enkelte situation og eventuelt deltage i afhjælpningen af denne.
Stol på, at dit barn med de professionelle voksnes hjælp kan klare problemet.
Skolen vil altid kontakte dig, hvis der er behov for det.